Roses are red

Mit første minde om cykling er, Bjarne Riis i Tour de France i en lyseblå trikot for Gewiss-Ballan. Han kørte hurtigt, så Mader og Leth snakkede hele tiden om, hvem der var kaptegn, men det var  Berzin. Det var før de kørte med hjelme på. Året efter havde Bjarne skiftet den lyseblå trøje ud med dannebrostrikoen. 

Jeg har brugt uger og måneder på langs med en guitar i hånden, en blok bordet og Tour de France kørende mere eller mindre i baggrunden. 

Derfor rimer bastilledag (Frankrigs Nationaldag den 14. juli) for mig altid på Tour de France og franske lykkeriddere oftest på en flad tour etape, som jeg helst skal se, selv om det oftest ender i en spurt. 

I 2016 landede jeg i Nice den 14. juli lufthavn med min kæreste. Jeg glædede mig (mest) til at se, hvordan franskmændene fejrede denne dag i Tour de France, men jeg følte på daværende tidspunkt ikke rigtigt, at jeg kunne tillade mig at se etapen. Vi var jo på ferie sammen. 

Vi dalrede bare rundt og var hele tiden to skridt bagude hele den dag. Vi sad på en restaurant omkring kl 22 lidt oppe i byen, da fyrværkeriet over Promenade des Anglais begyndte. De lokale havde sagt, at vi skulle se det, men vi troede begge implicit, at det var kl 00.00, og det var ikke engang rigtigt mørkt. Vi halvløb ned til promaden blev mødt af en menneskemængde ala Orange Scene, når sidste nummer er spillet. Vi besluttede at gå med menneskemængden og op ved en lille vej ved vores hotel, da vi ikke kunne komme igennem alle menneskerne. 

Da vi er ved hotellet, siger min kæreste, at hun skal op og tisse, men jeg bare kan vente. Da hun kommer ned igen, siger hun: ”Skal vi ikke gå op og se Aften Tour?”. Så det gør vi. Jeg har altid svært ved at sove nye steder, så da telefonen lyser kl 00:30 kan jeg se, at det er min kæreste bror. Det er sjældent han ringer til mig kl 00.30. så jeg ringer tilbage, og han fortæller, at der har været et terrorangreb. Min bror ringer 10 minutter senere og fortæller om sikkerhedsproceduren, da han er den type, og fortæller, at hotel manageren kommer i morgen tidlig kl 8, for at tælle alle på hotellet. 

Det var en rimelig lang nat med mange tanker, da alt var uvist. Da vi endelig må gå ud dagen efter, er lastbilen blevet stoppet 200 meter fra vores hotel og det flyder med blomster, tåre og røde pletter. Chancen for, at han er kørt samtidigt med vi gik op på hotellet er klart tilstede. De næste tre dage var det kun børn i vandet der smilede. Og jeg tænker engang imellem på, hvad der var sket, hvis han havde kørt i mens vi sad på restauranten. Vi blev mødt at et menneskehav, så største del af menneskemængde var væk.

To dage senere mødte vi et belgisk par, hvor manden var politimand. Vores vært fortalte, at manden var hoppet op på lastbilen, men var på et senere tidpunkt faldet af. Alt var kaos, så de fandt først hinanden tidlig morgen den 15. De havde også haft en længere nat end os. 

Over hele byen hang hjemmelavede plakater med ansigter på. Ligheden ved alle sammen var at overskriften var ”missing”. Det skrev jeg hurtigt 4 vers om, lavede en melodi og puttede det ned i skuffen. 

Jeg er stadigvæk påvirket af oplevelsen, selv om jeg ”bare” var i byen. 

Et par måneder senere var jeg til en lykkelig begravelse. En klog, gammel, træt af dage mand havde fået fred. Han havde igennem livet taget de changer han skulle tage, kasten sin energi på det han havde lyst til og set det vokse, elsket de kvinder han faldt for og det virkede for ham. 

En aften på Bornholm sommeren efter skrev jeg et kvæd og satte de to sange samme. Begge teskter handler om kærlighed. Og der skal være en balance. 

Og nu har der lige været skyderi i Field´s, jeg går virkelig ikke ind for våben og mine tanker går til de efterladte

Så er videoen lavet på Gaarden Studios